logo
Skanderborgvej 232, 2.
8260 Viby J
(+45) 36 97 00 80
mail@nord-ad.dk
Følg os

Skab værdi før du sælger i nyhedsbrevet

Skab værdi før du sælger i nyhedsbrevet

Det er en rigtig god idé at holde dine kunder til ilden med et nyhedsbrev hver uge, måned eller kvartal. Nyhedsbreve trækker højest en brøkdel af markedsføringsbudgettet, og gør du det klogt og strategisk med en kobling til din øvrige markedsføring, så er der faktisk imponerende resultater at komme efter.

Er du allerede i gang med nyhedsbreve, og har du lidt lunkne følelser omkring udbyttet, så er det fordi, at du gør det forkert. Jo. Du gør det forkert. Du kommunikerer simpelthen ikke rigtigt med din modtager, og det er ærgerligt, for der ligger et enormt salgspotentiale i et strategisk og velformuleret nyhedsbrev. Men bare rolig, for vi tager dig i hånden og retter op på det. Vi vil nemlig gøre dig klogere på, hvad det er for en modtager, du skal kommunikere med og ikke til.

 

Kunden er træt… sådan virkelig reklametræt!

Du kender det sikkert godt. Det kan være urimelig svært at fange kundernes opmærksomhed, og jo højere man råber ”TILBUD” efter dem, jo mere kigger de ned i jorden eller rynker på næsen. I dag er forbrugerne flankeret af reklamer, og sådan er det både online og offline. Støjen er allestedsværende, og vi har stille og roligt lært (ja vi, for det gælder også dig og mig) at skærme os fra larmen med en mental reklamestøjsstødpude.

Vil du have dine kunders opmærksomhed med nyhedsbreve, må du give dem andet end et larmende tilbud i BLOKBOGSTAVER, for de ænser det ikke. De bliver højest irriterede, sletter mailen, og måske afmelder de sig endda dine nyhedsbreve. Husk på, at kunden har 100 % kontrol over kommunikationen, når en nyhedsmail lander i indbakken. Derfor er det vigtigt, at du forstår, at du skal kommunikere med ham eller hende. Du skal engagere kunden, give værdi og måske endda underholde. For har du ikke andet at byde ind med end endnu et brølende tilbud i reklamestøjen, så er kundens interesse hurtig forduftet.

 

75 % værdi – 25 % tilbud

”Jamen, jeg er ikke en pauseklovn. Jeg vil jo tjene penge med de her nyhedsbreve” – tænker du nok. Heldigvis kan underholdning og engagerende indhold frames på mange måder, så det falder i tråd med din virksomheds agenda. Men du bliver nødt til at underlægge dig din modtagers præmisser for at få deres dyrebare opmærksomhed, hvis du vil sælge noget til dem.

Helt centralt for e-mailmarketing er værdi. Sæt dig i dine læseres sted og overvej, hvad det er for en værdi, du kan tilbyde dem. Hvis hele dit fokus er koncentreret omkring, hvor værdifuldt det er for dig at sælge, så skaber du som regel meget lidt værdi for modtageren.

En god tommelfingerregel er, at du skal bruge 75 % af nyhedsbrevet på at underholde, engagere og skabe værdi for modtageren. De resterende 25 % kan du bruge på at sælge. Værdi kan komme i mange afskygninger, og det afhænger også af din branche. Værdi kan være konkrete tips, viden, påmindelser, services, videoer eller måske endda små gaver i form af gratis e-bøger, onlinekurser, en konkret rabatkode til brug i en webshop og meget mere.

Er du stadig lidt usikker på pointen? Så lad os træde et skridt tilbage og reflektere lidt over, hvad du har fået ud af denne artikel. nord advertising er et fullservice mediebureau, og derfor ved vi rigtig meget om kommunikation til både tryk og onlinemarkedsføring. De fleste af vores kunder er erhvervskunder med deres egne kundekredse. Derfor giver det mening, at vi giver dig som læser værdi ved at dele vores viden med dig i forhold til noget så konkret som nyhedsbreve. Og nu skulle du gerne være blevet meget klogere på, hvordan du skal kommunikere med dine læsere i dit nyhedsbrev – og ikke mindst hvorfor.

Og er du stadig lidt usikker, men vil gerne i gang med det der nyhedsbrev, så har vi mere værdi til dig. For vi har selvfølgelig også 6 konkrete tips, så du kan komme godt fra start med værdifulde nyhedsbreve i din egen markedsføring.

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar